Klimaloven fastslår, at Danmark skal være et foregangsland i klimaindsatsen for at inspirere og påvirke resten af verden. Men kan vi være et foregangsland, når vi hvert år importerer og brænder millioner tons træ, eller bedrager vi os selv? For selvom de fleste tænker på vindmøller og solceller, så består to tredjedel af den vedvarende energi af såkaldt biomasse. Hovedparten af dette er træ. Spørgsmålet er, om de træer, vi importerer i form af træpiller og flis, kan bruges til bedre formål end brændsel? Og hvorfor støtter Danmark afbrænding af træ til energi, når førende eksperter anbefaler at fjerne støtten og i stedet lægge en afgift på afbrænding af biomasse for at begrænse brugen af det?