Det er et af Europas helt store håndboldhold, der kommer på besøg hos Fredericia i aften. Modstanderen er nemlig Veszprém, som har en lang og glorværdig rekordliste, men som mangler én vigtig titel: Champions League, hvor holdet tre gange har tabt finalen. Ungarerne jagter igen i år den helt store titel, og de er da også kommet glimrende i gang med gruppespillet. Sværere har det været for Fredericia, som kæmper hårdt for at holde sig mellem de seks hold, der går videre i turneringen. Det bliver en vanskelig kamp mod Veszprém, hvor Fredericia får brug for al mulig opbakning fra tilskuerne i Odense, hvor kampen spilles.