DK4 Danmark

Her kan du se hva som går på DK4 Danmark av serier, dokumentarer, underholdning og film.

Tilbake
onsdag 23. Oct.
Tilbake

Gensyn på dk4

DK4 Denmark
1timer 5min

Danefæ Top 10 - 2014

Frantz Howitz arbejdede i mange år som dk4’s kulturredaktør og faste mand i marken på arkæologiske udgravninger rundt i det ganske land. De første programmer i serien ”Arkæologien rundt” gik over skærmen i 2002. Samarbejdet med arkæologerne og museerne gjorde Frantz Howitz opmærksom på de mange Danefæ, som Nationalmuseet årligt modtog. Det gav ham ideen til programmet ”Danefæ Top 10”. Det første ”Danefæ Top 10” er fra 2010 og blev siden en årlig tilbagevendende begivenhed som også museumsfolk så frem til blev afsløret. En fantastisk gennemgang af historie og fundsteder, perioder og arbejdsmetoder. ”Danefæ Top 10” stoppede i 2018, da Frantz Howitz valgte at gå på pension. 2014 var et usædvanligt år for dansk arkæologi, og der blev gjort mange nye fund. Det var femte år i træk, at Nationalmuseets Peter Vang Petersen og dk4’s Frantz Howitz udarbejdede en ”Danefæ top ti liste” over de mest spændende fund, der blev gjort og erklæret for Danefæ i løbet af 2014. Der var tale om fund, gjort af private, især detektorfolk, og fundene væltede bogstaveligt talt ind fra hele landet. I 2014 var der flere usædvanlige fundhistorier fx den om ”Kvinderne fra Svennum”. En bondemand skal have repareret nogle drænrør på en mark i Vesthimmerland. Pludselig støder han på noget, der ligner to fodbolde, men da han vender ”kuglerne” om, må han jo erkende at: ”Fodbolde har ikke tænder”. Sidsel Wåhlin fra Vendsyssel Historiske Museum, har taget turen ind til Nationalmuseet for at fortælle om en anderledes form for Danefæ, end man normalt støder på. Én af listens mere almindelige fund er endnu en vikingetidsskat. Den blev fundet ved Ahlesminde på Bornholm, men adskiller sig fra andre af øens mange samtidige skatte. Den indeholder tre guldmønter, hvoraf især den ene påkalder sig stor opmærksomhed. På forsiden ser man en biskop afbildet og bagsiden forestiller symbolet på Køln. – Der er tale om ærkebiskop Anno, der døde i år 1075. Mønten er en erindrings -, eller gavemønt, der er givet til en yderst højtstående person nær ærkebiskoppen måske som tak for hjælpen i forbindelse med nedkæmpelsen af en opstand imod ham i 1074, hvor købmændene i Køln forsøgte at fordrive ham, efter han havde beslaglagt et af deres handelsskibe. Det usædvanlige ved mønten er, at dette er den eneste af denne type, man overhovedet kender til i (24 karat) guld. Det store ubesvarede spørgsmål er, hvem der har bragt denne betydelige mønt til Bornholm, ligesom de mange skattefund fra tiden sætter spørgsmålstegn ved, om Bornholm overhovedet var en del af Danmark efter Harald Blåtands regeringsperiode. Få historioen om alle de mange fund i Danefæ top 10 2014.